Ejstrup Kirke er opført omkring midten af 1100 tallet som en kullet kirke - dvs. uden tårn - bestående af kor og skib opført af kampestenskvadre på skråkantsokkel. Kirkens oprindelige romanske stil er fortsat synlig, idet de gamle romanske vinduer nu forefindes i tilmuret stand, ligesom også gamle norddør - kvindedøren - ses tilmuret.

I senmiddelalderen blev den oprindelige kirke udvidet med et anseeligt tårn mod vest, et våbenhus mod syd og senere i 1626 føjedes en korsarm på kirkens nordside. Allerede på det tidspunkt har de nuværende hvælvinger sikkert erstattet det oprindelige loft (i koret med et seksdelt ribbehvælv og i skibet med to ottedelte ribbehvælv) mens en ribbeløs hvælving senere erstattede træloftet i tårnrummet. Sideskibet er forsynet med bræddeloft.

 

Hvælvingerne blev dekorerede med kalkmalede mønstre - i skibet med et mønster med Liljemesterens motiv og i koret af en noget mere primitiv karakter. Kalkdekorationerne blev siden overkalkede og glemt. I 1903 undersøgte Nationalmuseet hvælvingerne og fandt dekorationerne, men konkluderede, at "Intet af det fremdragne egner sig til bevaring" og hvælvingerne henlå atter hvidkalkede indtil kirkens restaurering i 1971-73, hvor menighedsrådet besluttede at drage dem frem.

Kor og skib forbindes med en korbue, der er prydret af halvsøjler på alle fire hjørner samt buefriser såvel på buens sokkel som kragsten og skulle herigennem røbe slægtskab med tidlig anglo-normannisk arkitektur, hvilket igen er med til at tidsfæste kirken.

Af kirkens inventar skal først og fremmest nævnes døbefonten, udhugget i granit med to par dobbeltløver i høj relief og er sådan i familie med løvefontene i Gjellerup og Nørre Snede. Løvemotivets symbolske betydning er omdiskuteret: Er løven et billede på djævelen, der "går omkrind som en brølende løve og leder efter noget at sluge" (1. Peters brev kapitel 5 vers 8). I så fald kunne det betyde, at vi i dåben finder fristedet mod djævelens magt - i dåbens nåde. Er løvemotivet derimod et symbol på Kristus, der jo var Davids hus og slægt og derfor tilhørte Juda stamme, hvis stammemærke netop var løven, kan tolkningen i stedet lyde, at netop i dåben lægges vi ind i Kristi magt og kærlighed i tråd med Paulus´ord: "Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!" (2. korinterbrev, kapitel 5 vers 17). Dåbsfadet er af Nürnbergtypen fra tiden 1550-75 med slidt relief af Mariae bebudelse.

Alteret består af et muret alterbord med altertavle, der er en kopi af Carl Blochs billede "Opstandelsen", malet af Karen Wiehe i 1892.

 

Før 1892 bestod altertavlen af et maleri, hvor man ser Jesus sidde ved et bord, sansynligvis en detailkopi af Lenardo da Vinci´s berømte nadverbillede. Nationalmuseet beskrev det i 1877 som "tarveligt og raat" Billedet hænger nu i kirkens sideskib.

Prædikestolen er fra ca. 1675 udskåret i egetræ med fine detaljer af krumknægte med englehoveder på gesimsfremspringene, mens postamentfremspringene er udsmykket med løvehoveder med ring. Den oprindelige opgang til prædikestolen formodes at være rester af et tidligere sidealter.

På skibets nordvæg hænger et krucifiks, hvor Kristusfiguren er udskåret i sengotiske former ca. år 1600. Korset er siden blevet forsynet med trekløverformede ender. Krucifikset har indtil 1925 været placeret over korbuen.

I sideskibet hænger tremasteren "Andreas". På et messingskilt på skibets hæk er graveret indskriptionen" Skænket Kirken af Cementstøber Magnus Press Aaret 1922. Som tak for Basunens klare Lyd i dette Hus." Skibet er restaureret i 2004.